Vi lever i et samfund, hvor de fleste mennesker har meget travlt i deres hverdag. Travlheden er ikke ovre, bare fordi man kommer hjem fra arbejde. Der skal gøres rent, der skal købes ind, der skal laves mad, man skal sove 8 timer, man skal huske at motionere, man skal huske at være social. Men man skal også huske at holde pauser.
Hvad er selvforkælelse?
Der er mange mennesker, der glemmer at holde pause og forkæle sig selv. Faktisk er forkælelse ikke helt det rigtige ord, fordi det er faktisk noget, der er nødvendigt. Selvforkælelse handler i bund og grund om at gøre ting, som er gode for dig. Men selvforkælelse er ikke det samme for alle personer. Det er nemlig forskelligt, hvad der er svært for forskellige mennesker. Nogle har svært ved at slappe af, mens andre har svært ved at komme i gang, og på den måde kan selvforkælelse betyde både afslapning og produktivitet.
Selvforkælelse i form af afslapning
Er du typen, der har travlt hele tiden, og som aldrig sætter dig ned og slapper af? Det skal du lære, hvordan man gør. Sæt dig ned et sted, hvor der ikke er larm, skærme eller andre mennesker, luk dine øjne, og sid blot og træk vejret. Det behøver ikke være i længere tid end fem minutter, men det er noget, du skal øve dig i. Du må gerne tage den lette vej med nogle ting. Det skader ikke, at du en enkelt dag tager et dovent valg. Det er sundt engang imellem. Bestil take away og giv dig selv en velfortjent pause.
Selvforkælelse i form af produktivitet
Er du typen, der har meget, du skal nå, men du ender med at ligge på sofaen i stedet for? Alle de opgaver, der ligger foran en, kan være så overvældende, at man ikke udfører nogle af dem. Men alligevel ved du, at det ville være godt for dig at gøre det, og du ville få det bedre af det. Øv dig i de små ting; red din seng, gå en lille tur, og de små fremskridt vil snart gøre en stor forskel.
Vær rar mod dig selv
Det er vigtigt at være rar mod sig selv. Nogle gange handler det om at tage en pause; andre gange handler det om at få overstået en bestemt opgave, så man kan trække vejret og slappe af bagefter. Det er en balancegang, som handler om at kende sig selv.